Du er her:
Gildet paa Solhoug
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
9 Ark.
Margit,
Bengt Gautesøns Hustru,
i
«Gildet paa Solhoug».
Skuespil i 3 Akter.
Udleveret til: Fru Nielsen 16/8 79. Reg. Marie <...> Madm Brun Fru Cor<...>. 5/12 60. 5/12 55. Wieegen.
Faksimile
Faksimile
3.
Første Akt.
1ste Scene.
Bengt, Margit, Knut og Erik (sidde om
Bordet tilvenstre.) I Baggrunden Knut’s Mænd.
(Naar Tæppet gaaer op høres Ringning af Kirkeklokker.)
Bengt
Ja, jeg – jeg tænker nu –
(tier fremdeles.)
Bengt
.
lad os først høre hvad Du mener.
(reiser sig.)
Herr Knut Gjæsling! Det var mig
længe vitterligt, hvad Erik fra Hægge nys frem-
satte om Eder. Jeg veed fuldtvel at I stammer
fra en berømmelig Slægt; I er rig paa Gods
og Guld, og vor kongelige Herre er Eder synder-
lig bevaagen.
Bengt
.
– det siger jeg ogsaa.
Og visseligen kunde ikke min Søster kaare sig
Faksimile

4.

nogen bedre Husbond –
Bengt
.
Det er lige det Samme, som jeg tænker.
Dersom I ellers kan formaa hende til at
fatte Godhed for Jer.
Bengt
.
I maa forstaa os ret.
Saalidet kan mine Ord krænke Jer; min
Søster kjender Eder jo kun af Rygtet, og Eders
Rygte klinger ilde for høviske Øren.
Eders Fædres Gaard er et utrygt Hjem
Mellem alle de vilde Gjæster; –
Baade Nat og Dag har I Gilde med dem;
Christ hjælpe den Ungmø I fæster!
Christ hjælpe den Ungmø I lokker med Guld,
Med Gods eller grønne Skove, –
Snart vil I see hende sorrigfuld
At længes under Muldet at sove!
Faksimile
5.
Knut
.
enten med det Gode eller med det Onde
Margit
Før det skal skee , vil jeg ikke fordølge,
I maa skille Jer af med Jert ravende Følge,
I maa ikke længer med Skrig og med Larm
Jage rundt Bygden tilhest og i Karm;
I maa tæmme den Gru, som langveis staaer
Af Knut Gjæslings Komme til Bryllupsgaard.
Høvisk maa I tee Jer naar I rider til Gilde,
Øxen skal I hjemme bag Stuedøren stille;
I veed den sidder løs i Jer Haand, naar Mjød
Og Øl har gjort Jer Panden fortumlet og rød.
Ærbare Kvinder skal I lade med Fred,
Lad Hvermand beholde sit Eie,
I maa ikke frækt skikke Nogen den Besked,
At hvis han er klog saa taer han Ligskjorten med
Faksimile
6.
Naar han færdes paa Eders Veie!
Og arter I Jer saadan til Aaret gaaer ud,
Saa kunde I nok vinde Jer min Søster til Brud!
Bengt
.
dette her gaaer aldrig godt.
(til Knut.)
I bad om ærligt Svar, og det har
jeg givet Jer.
Knut
.
for alle de haarde Ord I sagde mig
Det maa jeg lide; nu er I jo alt paa god
Vei til at bedre Jer. Og hør nu mit Ord; –
vi holde et Gilde her paa Solhoug idag.
Bengt
.
blev jeg Fru Margits Mand.
(afbryder Bengt noget utaalmodig.)
Som jeg sag-
de, vi holde Gilde idag. Naar I nu kommer fra
Kirken og har røgtet Eders øvrige Ærinder, saa
rider I hid igjen og tager Deel i Laget; I kan
da lære min Søster at kjende.
Faksimile
7.
Knut
.
gjælder Gudmund Alfsøn, Eders Frænde.
(overrasket.)
Ham, min Frænde! Hvor vil I søge
ham?
Knut
.
paa den anden Side af Fjorden
Men han selv færdes langveis herfra.
Knut
.
Ti stille!
Nærmere? Hvad mener I?
Knut
.
for at hente vor nye Dronning.
Det er ret nok; men Kongens Bryllup holdes
i disse Dage med stor Pragt i Bergen, og der
er Gudmund Alfsøn med.
Knut
.
ved Kvældstid kommer jeg igjen.
Og I faaer da vise om I mægter at styre
Jert vilde Sind.
Bengt
.
Ja, mærk Jer det!
I rører ikke Eders Øxe; hører I, Knut Gjæsling!
Faksimile
8.
Bengt
.
hvad andet Værge I bringer med Jer.
Thi da kan I ingensinde haabe paa noget
Slægtskab med mig.
(Knut gaaer med Erik og sine Mænd.)
2den Scene.
Margit. Bengt.
Bengt
.
som han truede os da han gik.
Ja, saadan lod det.
Bengt
.
vi har god Grund begge To.
(med skjult Bitterhed.)
Ja, tilvisse!
Bengt
.
skulde ikke friste nogen Frier.
(for sig selv.)
Og dog var jeg dengang saa rig.
Bengt
.
Hvad sagde Du, min Hustru?
O, Intet! Intet! Jeg vil pynte mig med Per-
ler og Ringe, det er jo min Glædesfest ikvæld.
Bengt
.
der er fuldt op at tage vare paa idag. (gaaer.)
Faksimile
9.
3die Scene.
Margit (alene)
Margit
.
(synker mat om i en Stol til Høire og siger ef-
ter en Pause:)
Vel var det han gik; naar jeg seer ham herinde,
Det er mig som Blodet holdt op at rinde;
Det er som en kold, en knugende Magt
Havde sig rundt om mit Hjerte lagt!
(heftigt, med frembrydende Taarer.)
Han er min Huusbond, jeg er hans Viv! –
Hvorlænge varer et Menneskes Liv?
Gud fri mig! Kanhænde, halvhundrede Aar –
Og jeg – i det tre og tyvende gaaer!
(roligere, efter et Øiebliks Taushed.)
Det er tungt at sukke bag gylden Muur,
Faksimile
10.
Det er tungt at sidde saa længe i Buur.
(tager mekanisk fat paa Smykkerne, der ligge foran
hende paa Bordet, og begynder under det Følgende
at pynte sig.)
Med Perler og Ringe alt som bedst
Han bad at jeg smykke mig skulde;
Det var mig en gladere Høitidsfest
Om jeg stædtes til Ro under Mulde! –
Dog jeg vil ikke mere tænke derpaa,
Jeg kjender en Vise som kan Sorgen forslaa.
(synger.)
1.
Bjergkongen red sig syd under Ø,
(Saa klageligt rinde mine Dage)
Vilde han fæste den væne Mø.
(Ret aldrig Du kommer tilbage.)
Faksimile
11.
2.
Bjergkongen red til Herr Haakens Gaard,
(Saa klageligt rinde mine Dage)
Liden Kirsten stod ude, slog ud sit Haar.
(Ret aldrig Du kommer tilbage.)
3.
Bjergkongen fæsted’ den væne Viv,
(Saa klageligt rinde mine Dage.)
Han spændte en Sølvgjord omkring hendes Liv.
(Ret aldrig Du kommer tilbage)
4.
Bjergkongen fæsted’ den Lillievaand,
(Saa klageligt rinde mine Dage)
Med femten Guldringe til hver hendes Haand.
(Ret aldrig Du kommer tilbage)
Faksimile
12.
5.
Tre Sommere gik og der gik vel fem;
(Saa klageligt rinde mine Dage)
Kirsten sad i Bjerget i alle dem.
(Ret aldrig Du kommer tilbage)
6.
Fem Sommere gik og der gik vel ni;
(Saa klageligt rinde mine Dage.)
Liden Kirsten saae ikke Solen i Li.
(Ret aldrig Du kommer tilbage.)
7.
Dalen har Blomster og Fuglesang,
(Saa klageligt rinde mine Dage)
I Bjerget er der Guld og en Nat saa lang.
(Ret aldrig Du kommer tilbage.)

Faksimile
13.
Den Vise sang Gudmund saamangen Kvæld
Da han var hos min Fader hjemme;
Der er Noget deri – jeg veed ikke selv, –
Der er Noget som jeg aldrig kunde glemme.
Der er Noget som mægtigt fyldte min Hu,
Som jeg aldrig forstod, som jeg grubler paa endnu.
(forfærdet, idet hendes Øine falde paa Ringene og
de øvrige Smykker.)
Røde Guldringe! Beltet om mit Liv!
Med Guld var det Bjergkongen fæsted’ sin Viv!
(hun synker ned i Stolen; bedækker Ansigtet med
sine Hænder)
Vee mig! Selv er jeg Bjergkongens Brud!
Og Ingen, Ingen kommer for at løse mig ud!
4de Scene
Margit. – Signe.
Faksimile
14.
Signe
.
Margit! Margit! han kommer!
(springer op, idet hun søger at fatte sig.)
Kom-
mer? Hvem kommer?
Signe
.
Gudmund, vor Frænde!
Gudmund Alfsøn her, – hvor kan Du tro –
Signe
.
O, jeg er vis derpaa.
Gudmund Alfsøn er jo med til Bryllupsgildet
i Kongsgaarden, det veed Du ligesaa godt som
jeg.
Signe
.
men jeg er dog sikker paa det var ham.
Du har da seet ham?
Signe
.
O, nei, nei! men nu skal Du høre!
Fortæl! Fortæl !
Signe
.
Vendte sig om for at lytte derpaa.
Faksimile
15.
Margit
Hvad mere, Signe! tal ud, tal ud!
Signe
.
Og at det svared’ fra Fjeld og Haug.
Margit
Bliv ved!
Signe
.
hvad han har sjunget, det mindes jeg vel.
Margit
Og Du troer det skulde være –?
Signe
.
Og stemme dens gyldne Strænge.
Margit

(tankefuldt.)
Gjør som Dig lyster. –
Faksimile
16.
Signe
.
(omfavner Margit)
Tilsinds, som da Signe var liden.
Margit

(halvt for sig selv.)
Ak, Mangt har forandret sig siden!
Signe
.
Paa Silkebolsterne blaa.
Margit

(uden at agte paa Signe.)
Og han skulde komme til Solhoug som Gjæst!
Signe
.
Hvad siger Du?
Margit

(fatter sig.)
Intet! – Gaa , smyk Dig som bedst!
Faksimile
17.
Min Lykke, som Du saa lydt monne prise,
Kunde times Dig selv.
Signe
.
Hvad mener Du vel?
Margit
.
(betragter Signe kjærligt og stryger hendes Haar tilside.)
Jeg mener, – nu ja, det vil sig jo vise –
Jeg mener, hvis en Beiler red sig hid ikvæld –?
Signe
.
En Beiler! Til hvem?
Margit
Til Dig!
Signe
O, da er han kommen paa den urette Vei.
Margit
Hvad vilde Du svare, hvis høvisk han bad
Faksimile
18.
Om din Tro?
Signe
.
Til at tænke paa Beilere eller paa Sligt!
Margit
.
Men hvis han var mægtig, hvis hans Huus var rigt.
Signe
.
Dertil har jeg ikke Tid, dertil er jeg for fro!
(gaaer.)
5te Scene.
Margit. – Strax derefter Bengt.
(efter en Pause)
Gudmund Alfsøn skulde komme
her, her til Solhoug ? Nei, nei, det kan ikke
være. Signe havde hørt ham synge, sagde hun;
naar jeg hørte Granerne suse dybt derinde i Sko-
ven, naar jeg hørte Fossen rulle, og Fuglene kvid-
dre i Trætoppene, bares det da mig ikke tidt nok
Faksimile

19.

for som Gudmunds Kvæder blandede sig alt imellem, –
og selv var han dog langveis herfra. Signe har
skuffet sig selv; Gudmund kommer ikke!
Bengt
(kommer)
En sjelden Gjæst, min Hustru!
Og hvem?
Bengt
.
maa holdes rede og paa Stand.
Han er da alt paa Gaarden?
Bengt
.
selv følger han efter.
Hans Vaabendrager? Kommer han hid med Vaa-
bendrager?
Bengt
.
tage imod med Ære, med stor Ære! (gaaer.)
6te Scene.
Margit. – Strax efter tre Terner.
Margit
Han vandred’ fra Bygden som den fattigste Svend;
Nu kommer han med Væbner og med rustede Mænd.
Faksimile
20.
Hvad vil han? Er det hans Agt at see
Om bittert jeg nages af Kummer og Vee?
Lyster det ham at prøve og friste
Hvad jeg mægter at bære før Hjertet maa briste?
Mener han at – ha, prøv kun derpaa,
Saa ringe en Fryd skal Du deraf faa!
(hun ringer; Ternerne komme ind)
I høre mig vel, mine Terner smaa,
I bringe mig paa Stand min Silkekaabe blaa,
I følge mig flux i Fruerstuen ind
At klæde mig høvisk i Fløiel og Skind;
To af Jer skal klæde mig i Guld og Maar,
Den Tredie skal vinde Perler i mit Haar. –
I bære mig alle mine Smykker derud.
(Ternerne gaa ud med Skrinene.) (Margit vedbliver efter et Øiebliks Taushed.)
Faksimile
21.
Saa vil jeg! Margit er jo Bjergkongens Brud;
Vel! jeg faaer at bære mit kongelige Skrud.
(Hun gaaer ud til Venstre)
7de Scene.
Bengt. Gudmund.
Bengt
.
lad Jer nu ikke mærke med at jeg –
8de Scene.
De Forrige. – Margit (kommer fra Venstre
i rig Dragt.)
Gudmund
.
Margit, kjære Margit!
(fremmed, idet hun hilser Gudmund.)
Forlad
mig Herr Ridder, men – (som om hun først
nu gjenkjendte ham)
Forsandt, hvis jeg ikke
feiler , saa er det Gudmund Alfsøn! (vil
række ham Haanden, som Gudmund ikke modtager.)
Bengt
.
Jeg meldte Dig jo nylig at Gudmund –
Faksimile
22.
(idet hun gaaer over til Bordet tilhøire.)
Tolv
Aar er en lang Tid, Gudmund! Den friskeste
Urt kan dø i tiende Led imens –
Gudmund
.
Det er syv Aar siden vi sidst saaes.
Tilvisse, der maa være længere siden.
Gudmund
.
men det er dog som jeg siger.
Heel sælsomt! Jeg var dog et Barn dengang,
og det tykkes mig en evig lang Tid siden jeg var
Barn. (kaster sig ned i en Stol.) Naa, sæt Eder,
min Frænde! Hvil Eder ud, ikvæld skal I dandse
og forlyste os med Eders Sang. (med et tvungent
Smil.)
Ja, I veed da vel, vi er glade her paa
Gaarden idag, – vi holde Gilde.
Bengt
.
Ja, idag for tre Aar siden blev jeg –
(afbryder Bengt.)
Min Frænde har alt hørt det.
(til Gudmund.) Vil I ikke lægge Eders Kappe bort?
Faksimile
23.
Bengt
.
I kan jo snakke sammen om gamle Dage.
(tvivlraadig)
Gaaer Du? Vil Du ikke heller –?
Bengt
.
jeg skal snart være hos Dig. (gaaer.)
(afsides)
O, Kval og Harm, at maatte lide
alt dette!
9de Scene.
Margit. Gudmund.
Gudmund
.
(efter en Pause.)
Hvor lider Signe, Eders Søster kjære?
Margit
Jeg takker, heel vel!
(Pause.)
Gudmund
Hos Eder!
Faksimile
24.
Margit
Her har hun været siden jeg –
(retter pludselig sine Ord)
For tre Aar siden kom hun til Solhoug med mig.
(kort Pause)
Hun triner vel snart i Stuen herind.
Gudmund
.
Har ogsaa hun sig saa stærkt forandret?
Margit

(tvungent, spøgende)
Hun ogsaa? Er det i Kongens Gaard
Slig høvisk Tale I lærer?
I minder mig om hvordan Tiden tærer –
Gudmund
I, der engang var saa vennesæl til Sinde.
Faksimile
25.
Margit

(med frembrydende Følelse.)
Ja, engang!
(Pause.)
Gudmund
.
Tiden med at melde om Gammelt og Kjært.
Margit

(heftigt.)
Nei, nei, ikke derom!
( roligere )
Det falder mig saa svært
At mindes, den Ting gad jeg aldrig lært.
Meld heller om de Aar I var borte;
Den Tid er vel ei paa Bedrift saa arm,
Meget maa I kunne mig berette,
Derude er jo Verden baade rig og varm,
Faksimile
26.
Der er Sindet og Tankerne lette.
Gudmund
.
Som dengang jeg var Smaadreng i den fattige Bo.
Margit

(uden at see paa ham)
Og jeg – hver Dag jeg paa Solhoug boede,
Takked’ Himlen, at den gjorde mine Kaar saa gode.
Gudmund
.
Vel Eder, dersom I kan takke fordi –
Margit
.
(heftigt.)
Og er jeg da ikke hædret og fri,
Kan jeg ikke byde som det huer mig bedst,
Kan jeg ikke, alt som det lyster mig, raade?
Her er jeg den Første, Ingen sidder mig næst,
Og det, veed I, var mig altid til Maade.
Faksimile
27.
I tænkte nok at finde mig kummerlig og træt;
Men I seer jeg er fro, mit Sind er let;
See derfor kunde I sparet Jert Komme
Til Solhoug , det vil Jer kun lidet fromme!
Gudmund
.
Hvad mener I, Fru Margit?
Margit
Tilfulde jeg veed
Hvad der fører Jer hid i min enlige Stue.
Gudmund
.
Guds Fred og Farvel da, min ædle Frue!
Margit

(der imidlertid har reist sig)
Det var Eder mere til Ære, ifald
I var bleven hvor I var, i Kongens Hal.
Faksimile
28.
Gudmund
.
I Kongens Hal! Kan I spotte min Nød?
Margit
Eders Nød! Nu høit maa I hige, Frænde,
Jeg gad vide hvor I tænker at ende!
I kan Eder klæde i Fløiel rød,
Er Kongens Mand, eier Gods og Guld –
Gudmund
.
Mit Ærind paa Solhoug!
Margit
.
Det veed jeg forsand!
Gudmund
.
Da veed I jeg er en fredlyst Mand!
Margit

(med den høieste Overraskelse)
Fredlyst! Du, Gudmund!
Faksimile
29.
Gudmund
.
Og Bjørnehiet min Stue!
(vil gaa.)
Margit
.
Fredlyst ! Nei bliv; jeg sværger Dig til,
Slet Intet jeg derom vidste!
Gudmund
.
Nu godt, jeg stiger paany tilfjelds!
(vil gaa.)
Margit
O, hør mig!
Gudmund
.
Farvel da, Fru Margit!
Margit
Nei, Gudmund, hør!
Ved Gud og Mænd –
Gudmund
.
Ret aldrig han skal Dig besvære
Faksimile
30.
Margit
.
Nu er det nok{;}! Dine bittre Ord
Vil volde Dig Meen og Kvide!
Havde jeg vist at Du fredlyst foer
Alt over Strande saa vide, –
Tro mig, da var det min kjæreste Dag
Da Du trined’ ind under Solhougs Tag,
Da var det forvist min gladeste Fest
Naar den Fredlyste meldte sig her som Gjæst.
Gudmund
.
Hvad skal jeg tænke og tro?
Margit

(rækker ham Haanden)
At Frænder og Venner paa Solhoug bo!
Gudmund
Men det som Du nys –?
Faksimile
31.
Margit
.
Agt ikke derpaa.
Hør mig, saa vil Du det Alt forstaa. –
For mig er Livet en Nat saa sort,
Der er ei Sol eller Stjerne, –
Og Intet mægter min Kvide at fjerne;
Thi ak! jeg har byttet min Ungdom bort.
Mit freidige Sind jeg solgte for Guld,
Jeg hilded’ mig selv i brogede Lænker;
Tro mig, saa klageligt Vederlag skjænker
Rigdom, naar Barmen er sorrigfuld!
Dengang vi var Børn, hvor var jeg da fro!
Vore Kaar var ringe, fattigt vort Bo;
Men rigt var Haabet i mit Bryst herinde!
Gudmund
.
Og Du selv var alt dengang den deiligste Kvinde
Faksimile
32.
Margit
Kan være; men al den Lov og Priis
Jeg hørte, det blev til mit Livs Forliis.
Du maatte bort til de fremmede Lande,
Men alle dine Kvæder graved’ sig ind
Dybt i mit Hjerte, dybt i mit Sind,
Og sløred’ med Tanker min Pande.
Du havde sjunget om al den Lyst,
Der mægter at rummes i et Menneskes Bryst.
Du havde sjunget om det freidige Liv
Blandt Herrer og Fruer. Alt som bedst
Kom Beilere fra Øst og Beilere fra Vest,
Og saa – saa blev jeg min Huusbonds Viv!
Tro mig, der gik ikke lang Tid hen
Før jeg maatte saa bitterlig græde; –
At tænke paa Dig, min Frænde, min Ven,
Faksimile
33.
Det blev min eneste Glæde.
Hvor det tyktes mig tomt i Solhougs Hal
Og i alle de store Stuer!
Her gjæsted’ os Riddere, Herser og Fruer,
Her sang mig til Ære saa mangen Skjald;
Men der var ikke Een, som ret mig forstod,
Ikke Een, som fatted’ min Jammer!
Jeg frøs, som sad jeg i Bjergets Kammer;
Dog værked’ mit Hoved, dog brændte mit Blod!
Min Huusbond selv var mig aldrig kjær,
Hans Guld var Alt hvad mig hilded’;
Men talte han til mig, sad han mig nær,
Blev mit Sind af Kvide forvildet!
Og saadan har jeg levet i Aarene tre;
Mit Liv var en evig, en endeløs Vee.
Dit Komme rygtedes. Vist Du kjender
Faksimile
34.
Den Stolthed, som dybt i mit Hjerte brænder;
Jeg dulgte min Nød, jeg gjemte min Kvide;
Thi Du maatte mindst af Alle den vide!
Gudmund
.
Og derfor var det Du vendte Dig bort?
Margit

(uden at see paa ham.)
Jeg tænkte Du kom for at spotte min Vaande.
Gudmund
.
Margit! kunde Du tro –?
Margit
.
Nu kort
Og godt, der var Grund nok for Haande.
Dog Himlen være takket, nu er det forbi;
Jeg staaer ikke længer alene,
Om Barmen er jeg saa let og fri,
Faksimile
35.
Som et Barn under Abildgrene.
(pludselig forskrækket.)
Dog, hvad falder mig ind! Hvor kunde jeg glemme;
Alle Helgene, see til mig naadigt ned!
Fredlyst, sagde Du –
Gudmund
.
Nu lade mig Kongens Mænd med Fred.
Margit
Men Du, som nylig stod høit i Agt,
Sig mig hvorlunde –?
Gudmund
.
Det greb mig med Rædsel og Skræk!
Margit
Bliv ved!
Gudmund
(viser en Flaske)
Men hvor de havde siddet, denne jeg fandt.
Faksimile
36.
Margit
Og den?
Gudmund
.
Og Intet i Verden ham hjælper og læger!
Margit
Men sig mig –?
Gudmund
.
Den var for Kongen bestemt.
Margit
Alle Helgene!
Gudmund
.
Og saadan gik det.
Margit
.
Nu er det forbi
Med al din Nød, nu er Alt ved det Gamle.
Faksimile
37.
Gudmund
.
Nei, Margit, dengang var Du fri.
Margit
Du mener –?
Gudmund
.
Men sig mig – Signe –?
Margit

(peger smilende paa Døren til Venstre)
Hun kommer snart;
Hun maa jo pynte sig lidt for sin Frænde,
Og det er vel ikke gjort i en Fart.
Gudmund
.
Jeg maa see om hun endnu kan mig kjende.
(gaaer)
10de Scene.
Margit (alene)
Hvor han er fager og mandig! (med et Suk.) Der
Faksimile

38.

er ikke megen Lighed mellem ham og – – (Hun
rydder op ved Bordene o. s. v.)
Dengang var Du fri,
sagde han; ja, dengang! (Pause) Det var en
sælsom Fortælling, den om Prindsessen som – hun
havde en Anden kjær, og saa; – ja, disse Kvinder
i de fremmede Lande, jeg har hørt det før, de
ere ikke tamme som vi; de ræddes ikke for at
gjøre en Tanke til Bedrift. (tager et Bæger,
som staaer paa Bordet.)
Af dette Bæger drak
Gudmund og jeg paa et frydeligt Gjensyn, da han
reiste. – Det er fast det eneste Arvestykke jeg
bragte med til Solhoug! – (sætter det ind i
Skabet.)
– Hvor blid denne Sommerdag er,
her er saa lyst herinde; saa lifligt har ikke
Solen skinnet i tre Aar!
Faksimile
39.
11te Scene.
Margit. – Signe og Gudmund.
Signe
.
Ha, ha, ha! Han vil ikke tro det er mig!
Margit

(smilende til Gudmund.)
Seer Du, mens fjernt fra Bygden Du vandred’,
Har ogsaa hun sig saa stærkt forandret.
Gudmund
.
Nu skal Du ikke længer paa Væggen hænge.
Margit

(seer ud i Baggrunden)
Der kommer vore Gjæster!
Signe
Fæster den Rødder i Hjertets Grund!
(adspredt.)
Talte Du til mig? Jeg hørte ikke ret –?
Faksimile
40.
Signe
.
Jeg? Nei, vist ikke, jeg meente kun –
Margit

(halvt for sig selv.)
«Den voxer som Egen i Aarene lange,
Den næres ved Tanker og Sorger og Sange.»
Signe
.
Du siger at –?
(farer med Haanden over Panden.)
O, det var
Intet! Kom, vi maa gaa vore Gjæster imøde.
12te Scene.
De Forrige. – Bengt og Gjæster.
(Gjæsterne afsynge et Chor, hvorpaa Tæppet falder.)
Anden Akt
2den Scene.
Gudmund og Signe
Signe
.
Til Du har talt med hende.
(gaaer med Gudmund)
Faksimile
41.
3die Scene.
Margit (kommer frem bag Huset.)
Margit
I Stuen er baade Gammen og Glæde,
Fruer og Svende monne Dandsen træde.
Det blev mig saa lummert om Pande og Bryst,
Gudmund var ikke derinde.
(Hun aander dybt.)
Herude er det godt, her er det tyst,
Her svaler mig Nattens Vinde.
(Pause.)
Denne hæslige Tanke, – jeg kan ei forstaa –
Men den følger mig hvor jeg end monne gaa.
Flasken – der rummer en gaadefuld Saft –
En Draabe deraf i min – Uvens Bæger,
Saa sagtelig sygner hans Livsenskraft,
Faksimile
42.
Og Intet i Verden ham hjælper og læger!
(Pause.)
Vidste jeg at Gudmund, – havde han mig kjær –
Da agted’ jeg lidet –
4de Scene.
Margit. – Gudmund (kommer)
Gudmund
.
Jeg har søgt Dig overalt.
Margit
Derinde er lummert, herude saa svalt.
Seer Du, hvorlunde de Taager hvide
Sagtelig hen over Myren glide!
Her er ikke hverken mørkt eller lyst,
Det er midt imellem Begge.
(afsides.)
Ret som i mit Bryst!
Faksimile
43.
(høit.)
Ei sandt, naar Du færdes i slig en Nat,
Du veed ikke selv hvordan det er fat;
Men Du føler der rører sig et gaadefuldt Liv
I Busk og i Blad, i Blomster og Siv!
(med pludselig Overgang i Tanken.)
Veed Du hvad jeg ønsker?
Gudmund
.
Nu?
Margit
At jeg var
Huldren, som sidder i Lien derinde;
Hvor skulde jeg listigt min Trolddom spinde!
Tro mig –!
Gudmund
.
Hvad fattes Dig, Margit, svar!
Faksimile
44.
Margit
(vedblivende)
Hvor skulde jeg kvæde, hvor skulde jeg klage!
Klage og kvæde baade Nætter og Dage!
(med stigende Heftighed.)
Hvor skulde jeg lokke den freidige Svend
Gjennem Lierne grønne, til Bjergets Kammer,
Der kunde jeg glemme al Verdens Jammer,
Der kunde jeg brænde og leve med min Ven!
Gudmund
.
Margit! Margit!
Margit

(uden at høre paa ham)
Ved Midnatsstund
Sov vi i Lien den sødeste Blund;
Og rammed’ mig Døden, naar Solen randt,
Faksimile
45.
Hvor lystigt at dø paa slig Viis, ei sandt?
Gudmund
.
Du er syg.
Margit

(med voldsom Latter.)
Ha, ha, ha{,}! Ak, lad mig lee!
Lad mig lee, det gjør mig saa godt!
Gudmund
.
Som fordum –
Margit

(pludselig alvorlig.)
Du maa ikke undres derover,
Det er kun ved Midnat naar Menneskene sover;
Om Dagen er jeg saa ræd som en Hind.
Og hvad er det vel Mere? Mindes Dig kun
Hine Kvinder i fremmede Lande, – hun,
Faksimile
46.
Den fagre Prindsesse, – see hun var vild;
Mod hende er jeg som Lammet mild.
At længes og hige hun voved’ ei blot,
Hun pønsed’ paa Daad, og see det –
Gudmund
.
Gjemme paa det, jeg saalidet trænger.
(taer Flasken frem)
Margit
Flasken! Du mener?
Gudmund
.
See der! (vil kaste Flasken bort.)
Margit

(holder ham tilbage.)
Nei, vent, lad mig faa den!
Gudmund
.
Du vil?
Faksimile
47.
Margit
Sende den til Nøkken dernede.
Han har mig saa tidt forlystet med sit Spil,
Og sjunget mig mangt underligt Kvæde!
Giv hid!
(tager Flasken ud af Gudmunds Haand.)
Der er den!
(lader som om hun kaster den ud i Fossen.)
Gudmund
.
Du kasted’ den ud?
Margit

(idet hun skjuler Flasken og gaaer ned i Forgrunden)
Javist, Du saae jo –!
(afsides.)
Nu hjælpe mig Gud!
Nu maa det briste eller bære!
Faksimile
48.
(høit.)
Hør, Gudmund!
Gudmund
.
Hvad vil Du?
Margit
.
Eet maa Du mig lære.
Du maa tyde mig grant det gamle Kvæde,
Som er gjort om Kirken dernede.
Det var sig en Frue og dertil en Svend,
Alt saa havde de hinanden kjær;
Den Dag de bar hende til Jorden hen,
Han blødede ved sit Sværd.
Hun jordedes syd under Kirkevæg,
Han stædtes til Mulde i Nord, –
Der trivedes fordum hverken Siljer eller Hæg
Alt i den viede Jord!
Faksimile
49.
Men næste Vaar paa de Grave to
Der voxte de fagreste Liljeblommer;
Over Kirketaget saa monne de gro
Og grønnes tilhobe baade Vinter og Sommer.
Kan Du tyde mig det Kvæde?
Gudmund
.
Jeg veed ikke ret?
Margit
Vel sandt, det kan tydes paa mange Sæt;
Men jeg troer nu den retteste Mening er:
Kirken kan ei skille dem, som har hinanden kjær!
Gudmund
.
Margit, svar mig! Vil Du mit Held?
Margit

(i heftig Bevægelse)
Om jeg vil?
Faksimile
50.
Gudmund
Ja, jeg mener –
Margit
.
Sig frem!
Gudmund
.
Du kunde gjøre mig saa rig og saa fro –
Margit
Gudmund!
(Larm høres udenfor.)
5te Scene.
De Forrige. – Signe, Knut, Erik og Gjæster.
Knut
.
jeg maa tale et Ord med Dig! (taler med Erik.)
(afsides)
Gjøre ham saa rig og fro, – hvad
kan han andet mene end – (høit.) Signe, kjære,
kjære Søster! (gaaer samtalende op i Baggrunden
med Signe.)
Faksimile
51.
Knut
.
men nu skal Du høre – (– gaaer tilbage med Gudmund)
(nærmer sig Forgrunden med Signe.)
Signe
.
hvad er det vel Du mener?
Signe! Du er et Barn endnu; Du veed ikke
hvad det vil sige at færdes i en evig Rædsel
for at – (pludselig afbrydende) Tænk Dig, Signe,
at maatte visne og dø uden at have levet!
Signe
. (seer hovedrystende paa Margit.)
Ja, ja, Du fatter det ikke; ligegodt.
(gaaer samtalende op i Baggrunden med Signe)
Knut
.
Hør kun – (gaaer mod Baggrunden med Gudmund)
(kommer atter ned i Forgrunden med Signe.)
Signe
.
Men saa sig mig da –!
Mere kan jeg ikke sige Dig.
Signe
.
som har sagt Dig Noget om mig?
Om Dig? Nei, hvad skulde det være?
Faksimile
52.
Signe
.
hvis en Beiler red sig hid ikvæld –
(afs.)
Det er sandt, Knut Gjæsling – skulde han
allerede – (høit) Nu?
Signe
.
hvem Du meente; men nu –
Og hvad har Du svaret ham?
Signe
. (omfavner Margit.)
at jeg var ham kjær.
Men jeg fatter ikke at Du saa snart – Signe!
Du har jo neppe kjendt ham før idag
Signe
.
Fæster den Rødder i Hjertets Grund!
Lad saa være; nu har jeg ikke længer nødig
at dølge Noget for Dig.
Knut
.
Det maa jeg lide; der er min Haand!
(afsides)
Tys! hvad er det?
Knut
.
hvis det gjøres Behov.
(der ubemærket har nærmet sig)
Alle Helgene!
Knut
.
Nei, min!
Faksimile
53.
(afsides; halvt forvildet)
Signe!
Gudmund
.
Signe er min Fæstemø for Gud!
(med et Skrig)
Hende var det! Nei! nei!
Knut
.
jeg skjønner det Hele.
(til Signe)
Men Du sagde jo nys – (fatter
pludselig Sammenhængen)
Gudmund var det Du
meente!
Signe
.
Men hvad fattes Dig?
(med næsten tonløs Stemme)
O, Intet! Intet!
Signe
.
Det var Beileren Du tænkte paa!
Stille! stille!
Knut
.
et Svar skal I give mig.
(kjæmpende med sig selv.)
Signe har alt kaaret
sin Brudgom; jeg kan Intet svare.
(Knut gaaer med Erik.)
Faksimile
54.
6te Scene.
Margit. Signe. Gudmund.
Gudmund
.
ikke engang til din Søster.
(afsides)
Hende, hende er det! Hende som han
knapt har tænkt paa før ikvæld! – Havde
jeg været fri, saa veed jeg nok hvem han havde
kaaret. – Ja fri!
7de Scene.
De Forrige. – Bengt og Gjæster (komme)
En gammel Mand
.
alt imens I var Barn.
Ak, jeg har glemt dem Alle tilhobe; men
spørg Gudmund Alfsøn, min Frænde, han kjen-
der et Eventyr som er lystigt nok
Gudmund
.
Margit!
Ei hvilket klageligt Ansigt Du sætter op!
Vær lystig, Gudmund! vær lystig! Ja, ja, det
Faksimile

55.

falder Dig ikke saa let kan jeg tro. (leende
til Gjæsterne)
Han har seet Huldren ikvæld, hun
vilde forlokke ham; men Gudmund er en trofast
Svend. (vender sig atter til Gudmund) Nu ja,
Eventyret er ikke endt; naar Du fører din Hjer-
tenskjær over Hei og gjennem Skove, saa vend
Dig aldrig om, see Dig aldrig tilbage, – Huldren
sidder bag hver en Busk og leer, og tilslut –
(med dæmpet Stemme, idet hun træder tæt hen
til ham)
kommer Du dog ikke længer end hun
vil. (gaaer over mod Høire.)
Gjæsterne
.
Tak, Tak, Gudmund!
(Man leirer sig, dels siddende og dels liggende)
(staaer til Høire af Gudmund.)
Bengt
.
jeg har min, det veed jeg vist, ha, ha, ha!
(afsides)
O, at maatte lide al denne Spot og
Faksimile

56.

Spe! Nei, nei, nu maa den sidste Redning fri-
stes.
Bengt
.
Mig tykkes Du er saa bleg.
Det gaaer snart over. (til Gjæsterne, idet hun
træder frem.)
Det bæres mig for, som jeg nys sag-
de jeg havde glemt alle mine Eventyr. Men jeg
troer dog jeg mindes Et.
Bengt
.
Retsaa, min Hustru! kom med det!
Næsten er jeg bange for, det vil lidet hue Jer;
men det faaer nu være.
Gudmund
.
Alle Helgene, hun vil da vel ikke –!
Margit
Det var sig en Ungmø fager og fin,
Hun sad i sin Faders Gaard,
Hun sømmed i Silke, hun sømmed i Lin;
Saalidet den Gammen forslaaer.
Faksimile
57.
Hun sad saa ene med Sorrig og Gru,
Der var tomt i Hal og i Stue;
Den Jomfru liden var stolt i Hu,
Hende lysted’ at vorde en ædelig Frue. –
Det var sig Bjergkongen, red han fra Nord,
Kom han tilgaarde med Guld og med Svende.
Trediedagsnatten hjemad han foer
Alt med sin Brud – med hende!
I Bjerget sad hun heel mangen Sommer,
Af Guldhorn kunde hun Mjøden tømme;
I Dalen trives de yndeligste Blommer,
Hun sanked’ dem kun i Drømme. –
Det var sig den Ungersvend bold og god,
Vel kunde han lege paa gyldne Strenge;
Det klang til Bjergets inderste Rod,
Hvor hun havde siddet saa længe.
Faksimile
58.
Saa underligt blev hun tilsinde derved, –
Op sprang Fjeldets Port som en Bue!
Over Dalene laa Gud Faders Fred,
Og al den Herlighed kunde hun skue.
Det var som om nu, for første Gang,
Hun var vækket tillive ved Harpeklang,
Som om hun først nu forstod at finde
Den Rigdom Livet slutter inde!
Og vel maa I vide, Hver og En,
At den, som er fængslet til Fjeldets Steen,
Kan løses saa let ved Harpeleg! –
Han saae hende bunden, hørte hun skreg,
Men han slængte sin Harpe bort i en Vraa,
Heisede Silkeseilet i Raa,
Stævnede over den salte Sø
Til fremmede Lande med sin Fæstemø. –
Faksimile
59.
(med stigende Heftighed.)
Du legte saa fagert paa Strengenes Guld, –
Thi svulmer min Barm saa kjæk og fuld!
Jeg maa ud, jeg maa ud i de grønne Dale!
Jeg døer herinde i Fjeldets Sale! –
Han haaner mig kun! Han favner sin Mø,
Og stævner over den salte Sø!
(fortvivlet.)
Med mig er det ude, Bjerget er lukket!
Solen lyser ikke mere, alle Stjerner er
slukket!
(synker afmægtig tilbage og falder om i
Signes Arme.)
(Almindelig Bevægelse blandt Gjæsterne,
hvorpaa Tæppet falder.)
Faksimile
60.
Tredie Akt.
1ste Scene.
En Pige. Chor af Gjæster (udenfor Scenen)
Chor
.
Skal vi korte den Vei saa tung og lang!
Hei, lystig afsted!
(Sangen taber sig i det Fjerne.)
2den Scene.
Pigen. – Margit (kommer fra Venstre)
Pigen
.
Min Frue, er I staaet op?
Jeg er frisk og vel, Du kan gaa hen og sove.
Vent, sig mig, er alle Gjæsterne borte?
Pigen
.
de sove allerede.
Og Gudmund Alfsøn?
Pigen
.
der lige over Gangen
Godt, Du kan gaa.
Faksimile
61.
Pigen
. (gaaer ud til Venstre)
3die Scene.
Margit (alene)
Margit

(sætter sig hen ved et aabent Vindu tilhøire)
Imorgen saa drager vel Gudmund herfra,
Han drager vel ud i den Verden vide;
Jeg sidder igjen med min Huusbond, og da –
Mig vil det gaa som Blomsterne smaa,
Som den fattige Urt, som det knækkede Straa,
Jeg har kun at visne og lide. –
Jeg hørte engang om et blindfødt Barn,
Som voxede op i Leg og i Glæde;
Moderen spandt et Trolddomsgarn,
Som mægtede Lys over Øiet at sprede.
Og Barnet skued’ med undrende Lyst
Faksimile
62.
Over Bjerg og Sø, over Dal og Kyst.
Da svigted’ de koglende Kunster brat,
Og Barnet gik atter i Mulm og Nat.
Det var forbi med Gammen og Lege,
Af Sorg og Længsel blev Kinderne blege,
Det sygnede hen og leved’ alle Dage
I en evig, en endeløs Klage! –
Ak, ogsaa disse Øine var blinde
For Sommerens Liv og for Lysets Skjær –
(springer op)
Og nu at sluttes i Buret inde!
Nei, nei, min Ungdom ere mere værd!
Tre Aar af mit Liv har jeg offret ham,
Min Huusbond, men nu maa det briste!
Mægted’ jeg længere Sligt at friste,
Maatte jeg være som Duen tam.
Faksimile
63.
Her kjedes jeg tildøde af smaalig Kiv;
Gjennem Verden gaaer der et bølgende Liv, –
Gudmund vil jeg følge med Skjold og med Bue,
Dele hans Fryd og mildne hans Kummer,
Vogte hans Fjed og værge hans Slummer;
Alt Folket skal undrende staa, naar de skue
Den bolde Ridder og Margit, hans Viv. –
Hans Viv! O, Fader, tilgiv, tilgiv!
Jeg veed ikke selv hvad jeg taler!
Send mig din Fred, som læger og svaler!
(Pause)
Signe, min Søster, hende jeg skulde
Lægge før Tiden i Mulde.
Og dog, hvem veed, hun er ung endnu,
Hun bærer ham vel ikke saa dybt i sin Hu.
(tager den lille Flaske frem)
Faksimile
64
I denne Flaske – med den jeg kunde –
Saa maatte min Huusbond for evigt blunde.
(forfærdet)
Nei, nei, den skal kastes paa Elvens Bund!
(vil kaste den ud af Vinduet, men standser.)
Og dog, jeg kunde i denne Stund –
(hviskende, med en vellystig Gysen.)
Hvad for en fristende, koglende Magt
Er der dog ikke i Synden lagt!
Mig tykkes den Lykke vinder i Priis,
Som maa kjøbes med Blod, med min Sjæls Forliis!
4de Scene.
Margit. – Bengt (kommer)
Bengt
.
det maa jeg lide!
(der imidlertid har gjemt Flasken.)
Er Por-
ten lukket?
Faksimile
65.
Bengt
.
fyld mig Bægeret der, jeg er tørstig.
(fylder Bægeret som staaer foran Bengt paa
Bordet og siger, idet hun gaaer over til Høire
med Mjødkruset.)
Du spurgte om, Knut Gjæsling.
Bengt
.
at han truede mig imorges.
Han brugte værre Ord ikvæld da han reiste.
Bengt
.
jeg vil slaa ham ihjel.
(smiler foragteligt!)
Bengt
.
og slaaer Knut Gjæsling ihjel.
(afsides)
At leve her med ham! O, Gud! o, Gud!
(vil gaa.)
Bengt
.
kom hid, fyld mig Bægeret igjen.
(nærmer sig, hvorpaa Bengt vil drage hende
ned paa sit Skjød.)
Bengt
.
Jeg holder af Dig!
Slip mig! (river sig løs og gaaer med Bægret
Faksimile

66.

over til Høire)
Bengt
.
Du mener det vel ikke saa ilde.
(sagte, idet hun fylder Bægeret.)
Var det saa
sandt det sidste Bæger jeg skjænkte for Dig. –
(vil gaa ud til Venstre.)
Bengt
.
før Gudmund Alfsøn kom igjen.
(standser og hører paa Bengt.)
Bengt
.
Du ikke havde været Frue paa Solhoug.
(med et Blik til Bægeret.)
Troer Du?
Bengt
.
Men nu kan han jo tage Signe
Og Du troer han vil –
Bengt
.
Skjænk mig Bægeret fuldt, – til Randen!
(gaaer hen til Høire og gjør som Bengt siger)
Bengt
.
forvinder han vel snart kan jeg tro.
(har under Bengts Ord forraadt en stedse stigende
Sjælekamp; endelig tager hun Flasken frem.)
Faksimile
67
Bengt
.
Naa, fyld mig Bægeret!
(afsides)
Dette er mere end et Menneske kan
bære! (Helder Indholdet af Flasken i Bægeret, ka-
ster denne derpaa ud af Vinduet og siger:)
Dit
Bæger er fuldt!
Bengt
.
Det er godt!
(gaaer mod Venstre; men standser kjempende med
sig selv og nærmer sig atter Bægeret, som om
hun angrede sit Forsæt.)
Bengt
.
jeg kommer snart efter.
(pludselig bestemt)
Dit Bæger er fuldt; der
staaer det! (gaaer hurtig ud til Venstre.)
6te Scene.
Gudmund og Signe
Gudmund
Vær rolig! Vel skal jeg værge min Brud!
Faksimile
68.
7de Scene.
De Forrige. Margit (kommer fra Venstre)
(afsides)
Hvad gjælder det? Er min Huusbond –?
Gudmund
og
Signe
.
– Margit!
Gudmund og Signe! Er I her?
Signe
.
Margit, kjære Søster!
(forfærdet, idet hun bemærker Bægeret, som
Gudmund har i Haanden)
Bægeret! Hvem har
tømt det?
Gudmund
.
Jeg og Signe, vi vilde –
(fortvivlet)
Naade! Naade! Hjælp! De døer!
Signe
.
O Gud! hvad fattes Dig?
Hjælp! Hjælp! Vil da Ingen hjælpe?
8de Scene.
De Forrige. Første Huuskarl og senere An-
den Huuskarl
.
Faksimile
69.
Første Huuskarl
.
Fru Margit! Eders Huusbond –
Han, har ogsaa han drukket –
Gudmund
.
Ingen har drukket af Bægeret der.
Da priset være Gud, som frelste os Alle! (syn-
ker ned i en Stol til Venstre.)
9de Scene.
De Forrige. – Gjæster og Huuskarle, som
føre Knut Gjæsling, Erik fra Hægge, og flere
af Knuts Mænd bundne mellem sig.)
Knut
.
jeg er rede til at betale den.
Jeg kræver Intet; Gud maa dømme os Alle.
Dog jo, eet kræver jeg, lad fare Eders onde
Anslag mod min Søster.
Gudmund
.
maa jeg ud af Landet –
(Gjæsterne studse. Erik forklarer det hviskende)
(efter vexelviis at have betragtet Gudmund og Signe.)
Faksimile
70.
Og Signe vil følge Dig?
Signe
(nærmer sig bedende)
Gud være med Jer Begge!
10de Scene
De Forrige. En Karl.
Signe
.
O, Gud i Himlen!
Kongens Mænd!
11te Scene
De Forrige. Kongens Sendebud med Følge.
Sendebudet
.
Det vide vi Alle!
(Alle)
Hvorledes?
Sendebudet
.
Kantsleren Audun Hugleiksøn er falden
(Alle)
Falden!
Sendebudet
.
Han havde krænket Norges Dronning.
(I dette Øieblik staaer Solen op og lyser ind i Stuen)
(har siddet hensunken i sig selv, reiser sig nu
Faksimile

71.

og træder frem mellem Gudmund og Signe.)
Margit
.
Saa følger Straffen i Brødens Fjed!
Skjærmende Engle, fromme og milde,
Har naadigt skuet inat til mig ned,
Og reddet mig før det var forsilde.
Nu veed jeg at Livet vil mere sige
End Jordens Gammen, end Verdens Rige;
Jeg har følt den Anger, den Rædsel vild,
Som kommer naar Sjælen er sat paa Spil.
Til den hellige Sunnives Kloster jeg gaaer.
(Gudmund og Signe ville tale)
Stille! At rokke mig Intet formaaer.
(lægger Gudmund og Signes Hænder sammen)
Gudmund! før hende hjem som Brud;
Eders Pagt er from, den skjærmes af Gud!
Faksimile
72.
Signe
.
Som skal svare Dig i Fryd og i Smerte!
Slutningssang.
Chor
.
Over Jorden vogter Lysets Øie,
Værner kjærligt om den Frommes Fjed,
Sender Trøstens milde Straaler ned; –
Lovet være Herren i det Høie!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her